Fra Albuquerque, New Mexico, til Amarillo, Texas.
25. august 1997
Afgang kl. 9.05 am. Ankomst kl. 4.15 pm. - 323 miles
(efter en lille omvej).
”Get your kicks at Route 66”. Det er ikke helt galt. I hvert
fald fik vi nogle ordentlige kicks på jordvej 156
Det er egentlig overskrifterne på denne dag. Ud af Albuquerque,
som ligger meget smukt i en dal omkranset af smukke bjerge, som her om
morgenen bliver belyst af solen, og vi har rigeligt tid til at nyde det
fra Interstate 40. Ca. 25 miles fra byen erstatter Interstate 40 den gamle
Route 66 og vi kører ad I 40 til Santa Rosa, og lige efter denne
by ned på Route 66 igen. Der vises fint af fra I 40 med de gamle
skilte, men efter at vi havde fundet nr. 156, gik det rigtig galt for os.
Ca. 10-15 miles ud ad 156 skulle vi have drejet mod nord tilbage til I
40, men, men, men vi fandt aldrig den vej, så resultatet blev en
kæmpe omvej og en kæmpe oplevelse.
Vi kørte og kørte, og vejen blev mindre og mindre,
og et sted, hvor vi skulle op ad en meget stejl bjergside, var vejen ikke
andet end to hjulspor, sand og jord. Men da vi aldrig vender om for at
finde den rette vej, måtte vi jo fortsætte, og vores kort viste,
at der skulle komme en anden vej tilbage til I 40. At den så først
ville komme efter ca. 75 miles, som svarer til ca. 115 km, var der så
ikke noget at gøre ved. Men af og til var det lidt uhyggeligt, ingen
andre biler, ingen beboelse ingen ting. Jo lidt var der, slanger på
vejen og vi fik da et billede af en af dem.
”Tag det roligt, jeg skræmmer bare slangerne væk
først”, råbte Mogens irriteret til mig, mens han begav sig
ud i ingenmandsland for at tage nogle billeder, han lige så godt
kunne have taget inde fra bilen. Og hvad mødte vi på vejen
blot eet minut senere. En sammenrullet slange. Stor. Et øjeblik
efter endnu én. Den første dræbte vi (tror jeg nok,
den blev i hvert fald liggende meget stille). Den anden tog vi et billede
af. Fra bilen!
Og så de skilte vi ikke forstod en brik af: ”Moving 2
miles! Vi tænkte så det knagede, diskuterede og tænkte
endnu mere indtil Inge fandt ud af, at der stod Mowing og ikke Moving.
Mowing betyder græsslåning, ak ja, så faldt alt alligevel
på plads. Men 75 miles er langt, i hvert fald når man er på
usikker grund, og hele tiden søgte vi efter nogle civiliserede egne,
egne hvor der boede mennesker, men der var sgu ingen, og de få gange
vi mødte en bil vinkede de til os, som om det var første
gang, der nogen sinde var mennesker der kørte på ”deres” vej.
Der gik lang tid – omkring 2 timer – før vi fandt vejen tilbage
til I 40, men hvad havde vi ikke set, smukt landskab, øde landskab,
et landskab uden beboelse, landskab uden biler og næsten også
et landskab uden veje. Når man er på sådan en tur ønsker
man hele tiden at det vil få en ende, men når man så
er tilbage på rette vej kunne man godt tænke sig lidt mere
af den oplevelse. Heldigvis har vi fået billeder af turen, og vores
hukommelse er blevet fyldt med lugte, syn og lyde fra denne specielle route
66, som altså ikke var route 66, men som egentlig måske alligevel
kunne have været det, eller i hvert fald for dem i 20’erne og 30’erne
sikkert har været en oplevelse som vores, bare meget værre,
for vi sad i en luftkonditioneret bil, hvor de i almindelighed sad i en
slidt gammel Ford T, fyldt til randen med alt deres jordiske gods, uden
ret mange penge, men med et håb om at fremtiden, altså Californien,
ville bringe dem lykke og held eller blot den daglige føde. Det
var jo en barsk tid, i sær for de mennesker Steinbeck beskriver i
Vredens Druer.
Vi nåede Interstate 40 og fulgte nu denne sikre vej til
Tucumcari og videre til Glenrio, som er grænseby mellem New Mexico
og Texas.
Resten af den dag gik med kørsel på I 40, som
egentlig blev nydt, ikke fordi det er en særlig smuk natur vi kører
i nu, men vi ved, hvor vi er, og hvor vi skal hen, nemlig Amarillo.
Amarillo når vi lidt efter klokken 4 om eftermiddagen og efter
at vi har fået vores telt rejst tager vi en tur til byen for at købe
ind. Selve campingpladsen ligger på den gamle route 66 og den del
af vejen, der går gennem Amarillo, ser næsten ud som om den
er fra 30’erne, gammel, nedslidt med mange lukkede butikker, tankstationer
og også mange tomme beboelseshuse. Man er flyttet væk herfra
og flyttet tættere på byen eller til andre områder. Det
er i det hele taget mærkeligt med de amerikanere: er tingene ikke
helt efter deres hoved, flytter man bare og lader alt l…. ligge. Sådan
ser det ud, det kan godt være at det ikke helt er sådan. Men
de første butikker, vi kom til, var så forfærdelige,
at vi mistede lysten til at købe ind der. Og selv om vi efterhånden
var trætte og en lille smule sultne, forlod vi disse butikker og
kørte længere ind i byen og fandt selvfølgelig også
nogle mere ”passende” butikker for sådanne nogle luxuspersoner som
os.
Campingpladsen var som de nu er flest, dejlig, skyggefuld plads
lige ved siden af en stor swimmingpool. Men en lille ting huske vi da især
fra denne plads:
Pet walk, ja man kan undres, selv om man nok aldrig skal blive
forbavset over noget i USA. Vi havde lige mistet noget plastik fra vores
bord, det var blæst ind på nabogrunden, som var en mark med
køer. Jeg entrede hegnet, som var pigtråd, og fandt vores
ting, men da jeg så skulle tilbage gik jeg lidt ind på marken
og videre til en låge, som gik ind til vores campingplads og her
så jeg det så. 6 røde brandhaner, dem man ser på
vejene, og jeg tænkte lige i første omgang, at det var dog
en ualmindelig god og sikker campingplads, indtil jeg kom tilbage til vores
plads, hvor jeg så skiltet ”PET WALK”. Amerikanere i en nøddeskal.
Jeg tror ikke hanhunde pisser bedre op ad en brandhane end op ad et træ,
som der var mange af, eller for den sags skyld op ad selve hegnet. Jeg
tror ikke Tati ville have benyttet sådan en flot brandhane, han havde
”nøjes” med hegnet eller træet.
 
|